KBH Events | November 2020

2020-11-04

 Teaterforestillning

"Oliver!" 

 
Forældreløse Oliver vover at bede om en skefuld vælling mere, men det gør han ikke ustraffet. Til skræk og advarsel for de andre børn på fattiggården sælges Oliver til en bedemand, og det bliver starten på Olivers rejse. Med Preben Kristensen i spidsen, i den ikoniske rolle som hovedantagonisten Fagin, for et stort ensemble, med fabelagtig scenografi, koreografi og en perlerække af uforglemmelige sange, har Det Nye Teater en storslået forestilling af Oliver!  

(Oliver!, Det Ny Teater, 1 november – 6 december 2020) 

 
 
 
 

Koncert

Barselona 

 
De to unge drenge bag duoen Barselona har med deres enorme drivkraft og store kærlighed til musikken, efterladt et varigt aftryk hos musikfans. Barselona har i løbet af de seneste år taget Danmark med storm og slået deres navn fast som et af de absolut stærkeste nye navne herhjemme. 

(Barselona, Vega, 5 november 2020) 

 
 
 
 

Koncert

Carpark North 

 
Carpark North har opbygget et musikalsk univers bestående af alt fra eksplosiv stadion-rock båret af glødende guitarriffs til akustiske og melodiøse ballader. Et muskuløst lydbillede, som skiller sig ud på den danske musikscene med gungrende originalitet. Den erfarne trio er kendt for at levere unikke og enestående liveoplevelser med hits på stribe, altid toppet med en eksplosiv og international vibe. 

(Carpark North, Vega, 6 november) 
 
 
 
 

Koncert

De Underjordiske

 
Den 6. og 7. november indtager et Danmarks mest medrivende livebands Pumpehuset, når De Underjordiske serverer deres fænomenale dansksprogede rock’n’roll tilsat psykedelia og 80’ernes pop-håndværk. De Underjordiske har med et utal af koncerter opbygget et solidt renommé som et af landets fremmeste livebands. Kort sagt er bandet en naturkraft på scenen. Deres optræden bruser frem og trækker sig tilbage som et mægtigt ocean. Ét øjeblik er der næsten stille. Sakrale, sagte guitarmelodier akkompagnerer akkurat den danske, følelsesbetonede lyrik. Indtil flammerne buldrer frem med ubarmhjertig intensitet. Ivrige numre, der kæler for popøret, smelter sammen med storladne rockmelodier, der bygger op og griber fat i kærlighed og spiritualitet. Det er en ufravigelig koncertoplevelse, der både udfordrer og forkæler. En oplevelse, der føles som et sammenspillet naturfænomen, hvor vellyd, attitude og indtryk når et overjordisk niveau. 

(De Underjordiske, Pumpehuset, 6 & 7 november 2020) 
 
 
 
 
 

 Koncert

Magtens Korridorer

 
Magtens Korridorer formår med bulder, brag og elegance at skrive dansk rockhistorie. Med en unik direkthed har de skrevet sig ind i enhvers hverdagslige trummerum og formår samtidig at holde alt det genkendelige ud i strakt arm. Ironien, det brølende og det helt store spørgsmålstegn er i højsædet, når Magtens korridorer sætter trivialiteter under loop og smadrer derudaf med hårdtslående rockrealisme. Med en fandenivoldsk og progressiv energi er Magtens Korridorer et helt unikt liveband, som antænder salen og inviterer til en stemningsfuld fest. 

(Magtens Korridorer, Vega, 12 november) 
 
 
 
 

 Forestillning

"Vilde vidunderlige Danmark"

 
DR 1’s store naturserie ”Vilde vidunderlige Danmark” følger dyrenes og naturens liv på tætteste hold gennem de store og små dramaer der udspiller sig hvert øjeblik – og intet naturdrama uden lyden af det store, højspændte orkester! Ved denne koncert har du muligheden for at opleve seriens spektakulære lydside helt tæt på, når 150 medvirkende musikere og sangere fra DR Symfoniorkestret indtager scenen i Koncertsalen. DR Symfoniorkestret og DR Koncertkoret hylder den danske natur i en storslået filmisk koncertbegivenhed, hvor billeder, lyd og musik smelter sammen i en smuk, poetisk og underholdende forening. 

(Vilde vidunderlige Danmark, DR Koncerthuset, 12 – 14 november) 
 
 
 
 
 

Koncert

GRETA

 
Alle bogstaver er faktisk med stort i GRETA, og hun er med sine udgivelser i efteråret ’19 og foråret ’20 blevet et af de mest omtalte upcoming navne herhjemme. GRETA skriver musik, der er båret af nostalgi og inspireret af fremtiden. Hun elsker 80’er synths og elektroniske grooves. I kunstfærdige popbobler lever hendes imponerende og lyse vokal, mens tyngden mærkes i hendes tekster om eksistentielle tanker, livets indre og ydre modsætninger, lys og mørke. GRETA opererer i et eventyrligt univers, hvor det visuelle og lydæstetiske er tæt sammenspundent. Hun tager os med ind i verdener, hvor det velkendte blander sig med det fremmede og udfordrer forståelsen af pop og popkunst.  

(GRETA, Vega, 13 november) 
 


 
 
 
 
Sæsonbegivenhed 

"Jul i Tivoli"

 
BETAGENDE JULEMAGI. NU TÆNDES TUSIND JULELYS 

Når mørket sænker sig, kan du opleve betagende julemagi, der bringer dig i ægte julestemning. Tusindvis af funklende lamper og lyspunkter glimter i Haven og skaber lys i det kolde vintermørke. 
 
 
Særligt ift. COVID-19
 
I Tivoli gør vi alt for at passe på hinanden. Vi ønsker, at vores gæster på forsvarlig vis kan besøge Tivoli, og at du som gæst vil opleve, at alle myndighedernes retningslinjer bliver fulgt. 

Til Jul i Tivoli er det nødvendigt, at du på forhånd reserverer plads til at besøge den juleudsmykkede have og har et gyldigt Tivolikort eller en entrébillet. Du kan altså ikke komme ind i Haven uden, du har en gyldig reservation. På den måde kan vi undgå for store forsamlinger, og samtidig give vores gæster betagende juleoplevelser i forsvarlige rammer.

Du må blive i Haven, så længe du har lyst til, frem til at vi lukker kl. 22.00. Reservationen er blot det tidsrum, du skal ankomme til Tivoli i.
 
(Jul i Tivoli, 13 november – 3 januar 2021) 

 
 
 
 
 Sportsbegivenhed

"BODYSLAM!"

 
I løbet af blot tre år har forbundet BODYSLAM! opbygget en profil som en af Skandinaviens førende indenfor live wrestling. Så der er smæk for skillingen og knytnæve-sandwiches på menuen når forbundet endnu engang indtager Pumpehuset med et live-show – og ikke mindst en stemning – der skal opleves. Wrestling er ikke helt som nogen anden underholdningsform, så der er en helt unik oplevelse under opsejling. Højtflyvende, hårdtslående og helt sit eget! Vent ikke for længe med at sikre dig billetter til øretævernes holdeplads i hjertet af København. 

(Bodyslam!, Pumpehuset, 14 november) 
 
 
 
 
 
Koncert

Nik & Jay

 

I efteråret vender Årets Danske Livenavn 2019 tilbage og skruer helt op for deres elskede hitparade i landets største venues og arenaer! Det sker, når Nik & Jay tager deres altid eksplosive og vedkommende shows indendørs med deres ”Længe Leve Drømmene Tour”.  

(Nik & Jay, Royal Arena, 20 november) 
 
 
 
 
 
Koncert

Lord Siva

 
 
Lord Siva har længe været anerkendt som et af de stærkeste navne på den danske musikscene, med sit kompromisløse visuelle og musikalske udtryk og inderlige vokal, der skiller ham ud fra mængden og placerer ham i en kategori for sig selv. 

(Lord Siva, VEGA, 21 november) 

 
 
 
 
Koncert

Alex Vargas

 
Danske Alex Vargas er med sin himmelstræbende vokal og gennemslagskraftige pop-soul ikke fremmed for Koncertsalen og dens publikum efter hele tre udsolgte koncerter siden 2016. I år er den karismatiske musiker og sanger tilbage i vante omgivelser med sine største hits og nyeste sange. I år skifter den ambitiøse kunstner de skråbrædder fra teateret ud med en storstilet efterårstour på de danske landeveje med koncerter i syv danske byers største venues og musikhuse. Sidste stop på touren hedder København og nærmere bestemt en stor finaleafslutning i Koncertsalen. 
 
(Alex Vargas, DR Koncerthuset, 21 & 22 november) 
 
 
 
 
Forestillning

"The Nature of Isolation and Loneliness"

 
 
Efter 8 måneder med afstand, isolation og ensomhed får du muligheden for at tage del i en helt anderledes liveoplevelse i Store VEGA: En uropførsel af The Nature of Isolation and Loneliness (2019-2020), en performativ undersøgelse og manifestation af isolation og ensomhed skabt af Hans Rosenström & Philip | Schneider til VEGA|ARTS. Uopførelsen efterfølges af en guidet meditation og et lindrende lydbad. Dette lindrende lydbad er ambient-koncert af musikeren Anders Rhedin, der fører os allesammen ud på den anden side med fornyet kraft og forbindelse til vores indre og ydre verden. Den traditionelle koncertform er denne aften opløst og publikum oplever værkerne siddende og liggende på yogamåtter på gulvet. De optrædende vil både være på gulvet og på scenen, og aftenens værker og oplevelser vil involvere, omkranse og efterlade de deltagende med en særlig oplevelse af samvær. Den finske lyd- og installationskunstner Hans Rosenström og den danske performanceduo Philip I Schneider bestående af komponisterne og sangerne Josephine Philip og Hannah Schneider har skabt et fælles værk, hvor VEGAs ikoniske koncertsal forvandles til en totaloplevelse, hvor alle sanser aktiveres. Med en blanding af sang, performance og lyd skabes et værk specielt til anledningen. I VEGA inviteres publikum på en rejse ind i ensomhedens natur, gennem fragmentarisk musik og udsagn, som eskalerer og til sidst samler sig i et mangestemmigt korværk.  
VEGA|ARTS er realiseret med støtte fra Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Augustinus Fonden og Nordisk Kulturfond. 

(The Nature of Isolation and Loneliness, Hans Rosenström; Philip|Schneider; Anders Redin, VEGA, 22 november) 
 
 
 
 
 
Koncert
Defecto
 
 
Defecto byder på en fandenivoldsk, in-your-face-attitude, samtidig med at lyrikken tager et dyk ned i personlige sondringer på godt og ondt. Med inspiration fra livets op- og nedture, kombineres det hårde med det blide, hvilket har resulteret i et album, der er en kulmination af, hvad bandet står for, med massive riffs, fængende omkvæd og teknisk overlegenhed. Defectos vej mod den internationale metalscene har været succesfuld, men også meget hektisk. På ganske kort tid har bandet formået at spille support for både Metallica og Rammstein, samt shows på nogle af Europas største rockfestivaler. Dette har etableret Defecto som et solidt liveband og med millioner af streams på tværs af streamingtjenesterne, har kvartetten bevist at deres lyd og fandenivoldskhed ræsonnerer dybt med en meget loyal fanskare. 

(Defecto, VEGA, 27 november) 
 
 
 
 
 
Koncert

Kellermensch

 

Med deres unikke kombination af trædeorgel, violiner, forvrængede guitarer, dundrende trommer og tordenbrøl har sekstetten Kellermensch de seneste år genopvakt rockmusikken. På scenen har rock noir-bandet Kellermensch udviklet sig fra kompromisløst, larmende rockband i den esbjergensiske undergrund til internationalt koncertfænomen, der bevæger sit publikum med smukke og intense, smertefulde og voldsomme liveoptrædener af dramaturgiske dimensioner. 

(Kellermensch, VEGA, 28 november) 
 
 
 
 
 
Koncert

Christopher

 
Med mere end en milliard streams på CV’et kan der ikke herske nogen tvivl om, at Christopher er en af landets absolut største popstjerner. På efterårets turné kan du se frem til et møde med en stjerne i topform. Christopher er gang på gang blevet anerkendt for sit professionelle performancearbejde – en stålsat energi som smitter helt ned til de bagerste rækker.  

(Christopher, VEGA, 29 november – 1 december 2020) 


 
 
 
 

Covid:19

Myndighedernes retningslinjer og anbefalinger for kulturinstitutioner

 
 

 

"Det Ny Teater følger naturligvis myndighedernes retningslinjer og anbefalinger for kulturinstitutioner, så du trygt kan gå i teatret. Skønt vi har højt til loftet og store foyerarealer sælger vi færre end halvdelen af salens pladser til hver opførelse. Det betyder, at du får god plads. Der vil være et sæde mellem dig og en publikummer, du ikke kender. (Skal du bestille mere end 2 billetter, hvor I vil sidde sammen, bedes du kontakte teatrets billetkontor.) Vi har åbnet ekstra indgange til publikumsfoyererne, og der vil være håndsprit ved alle indgange. Alle overflader, der normalt berøres, sprittes af inden hver forestilling."

 
 
"VEGA afholder koncerter for et siddende publikum for at kunne imødekomme de plads- og sundhedskrav, vi som spillested skal efterleve."

 
"Til trods for myndighedernes nye restriktioner, kan vi heldigvis stadig præsentere koncerter i Pumpehuset. Vi har indrettet Pumpehuset i en corona-venlig udgave, hvor vi forener energien fra et spillested med hyggen fra en tysk bierstube. Det betyder borde/bænke-opsætning i den store sal, så det er muligt både at hygge og høre koncert med vennerne samtidig. Indretningen og rammerne for koncerterne er udarbejdet i tæt samarbejde med myndighederne for at gøre koncerterne sikre og trygge for alle. Du skal desuden bære mundbind/visir, når du ikke sidder ned."
 
 
"Trygheden og sikkerheden for vores publikum, kunstnere og ansatte har højeste prioritet for os i DR Koncerthuset. Vi følger alle aktuelle retningslinjer for afvikling af kulturarrangementer, og når du kommer til koncert hos os, kan du være sikker på, at vores personale vil hjælpe dig med at finde dig til rette i salen og i vores bar- og foyerområde. 
Vi gennemfører for tiden alle vores koncerter med reduceret publikumskapacitet på højst 500 personer i Koncertsalen (inkl. personale og medvirkende) og et mindre antal i de øvrige studier. Alle i publikum og på scenen fordeles naturligvis med sikker afstand, og vi afvikler koncerterne i henhold til Kulturministeriets aktuelle retningslinjer for kulturarrangementer med siddende publikum."
 
 
"Tivoli opfordrer alle, der har symptomer på sygdom til ikke at gå i Tivoli. Personer med symptomer bør isolere sig i hjemmet. Har du været syg, opfordrer vi ligeledes til, at du ikke besøger Tivoli før, du har været symptomfri i 48 timer. 
Alle medarbejdere, der har været i orange eller røde risikoområder, vil være hjemsendt i en periode på 14 dage efter hjemkomst. Vi opfordrer også til, at du ikke besøger Tivoli, hvis du indenfor de seneste 14 dage har besøgt et land der er i orange eller rødt risikoområde – se evt. Udenrigsministeriets vejledning her, hvis du er i tvivl. 
Vi har naturligvis sørget for, at der er placeret håndsprit rundt omkring og ved alle forlystelser. Derudover er der afstandsmarkeringer og opfordringer til at holde til højre på trafikerede steder i Tivoli. Som følge af myndighedernes opdaterede forholdsregler, skal gæster bære mundbind, når de besøger spisesteder i Haven. Mundbind er ligeledes påkrævet i et udvalg af forlystelser, hvor de uddeles gratis." 

 
Reserver nu
reception@hotelcopenhagen.dk
Hotel Copenhagen
Egilsgade 33
2300 København S

Telefon: +45 32 96 27 27
Telefax: +45 32 96 83 08
 
reception@hotelcopenhagen.dk